Roser er overalt i vores kultur: Bryllupper, begravelser, konfirmationer og andre særlige begivenheder. Det klassiske eventyr, skønheden og udyret, det forføreriske og det rene.
Rosen popper ofte op i vores bevidsthed i små umærkelige glimt. Måske registrerer vi lige akkurat dens tilstedeværelse, uden at forholde os aktivt til den. På samme måde som at vi ikke tager stilling til de største selvfølgeligheder i vores hverdag. Idet vi ikke aktivt tager stilling, sætter vores underbevidsthed ind og placerer tingene i de rette kasser for os.
“Kan en plante være selvhøjtidelig?”
Nogen vil forbinde en rose med højtidelige begivenheder, hvor blomsten er brugt som en særlig pæn og eksklusiv pyntegenstand. Den røde rose ses i så mange forbindelser (prøv bare at tænke på usmagelige tatoveringer og lumre logoer med røde roser), at når vi tænker på den røde rose, forbinder vi os til populærkultur og kommercielle foretagender, og ikke med en plante, som lever, ånder og vokser i jorden.
Synet på roser formes af menneskets kultur
Rosen har vokset i jorden før der var mennesker og vi har altid indgået i et forhold til planten. For de gamle romere var rosen forbundet med overflod, seksualitet og skønhed. Blomsterbladene blev indsamlet i stor stil og anvendt til at skabe overdådige fester og orgier, hvor gæsterne nærmest blev kvalt i rosenblade.
I middelalderen blev rosen dyrket for dens medicinske og spiselige anvendelse. Der er nok ikke mange der i dag forbinder rosen med en spiselig plante, men ikke desto mindre er alle rosenblomster og hyben spiselige og rige på C-vitamin. I østen har rosen altid været brugt for dens æteriske olier. I dag dyrkes historiske roser på store marker, hvor blomsterne høstes og bruges til de fineste parfumer.
Læs om albarosen: den ægte romantiske rose
Forædlingens kunst
Mennesket har altid været gode til at lære planterne at kende og understøtte deres vækstkrav. Men der skete noget nyt, da vi mennesker begyndte at lære om planternes anatomi og fandt ud af at vi kunne påvirke planten til at tage sig ud på ønskede måder. Forædlingskunsten tog for alvor fart i 1800-tallet, hvor rosen af eliten blev anset som en eksklusiv kulturplante. De dygtigste gartnere arbejdede på højtryk for at tilfredsstille deres kejsere og kejserinder. Der blev i denne periode fremavlet et væld af nye varianter med store fyldte blomster.
“Man kan sammenligne det med måden man igennem tiden har avlet hunde og katte for, i menneskets øje, at optimere deres æstetiske udtryk. “
Læs om Kejserinde Josephines indflydelse på rosenkulturen
Rosenmode
En ny mode og en særlig havekultur blev skabt omkring roserne. Den dag i dag er forståelsen af rosen som haveplante stadig kraftigt påvirket af barokkens og 1800-tallets ordnede, friserede og stringente stil. Rosenplanter med store voluminøse blomsterhoveder holdt i stringent tilrettelagte bede, som luges fri for al anden form for vækst. Rosen har også fået et ry som en svær og krævende plante, som kun de dygtigste havefolk kan holde. Måske er dette med til at opretholde vores anskuelse af rosen, som noget vi forbinder med stolthed og ophøjethed.
Enkeltblomstrede, bivenlige blomster er fremtiden
“Fælles for de vilde roser er, at de har tilpasset sig og indgår i en symbiose med det øvrige dyre- og planteliv.”
En alsidig plante
Rosenplanten er ekstremt alsidig. Der findes et utal af forskellige familier, nogle vokser sig til store buske, nogle har en lav vækst og breder sig under jorden, nogle klatrer i træer, nogle dufter vidunderligt, nogle er mindre fyldte i blomsten til gavn for insekter, nogle sætter hyben til gavn for fuglene. Fælles for dem alle er, at jo tættere de er beslægtet med oprindelige vilde roser, des mindre menneskelig indblanding er der brug for.
Tid til nytænkning
Der er så meget symbolik forbundet med roser i vores kultur og måske er det tid til at reflektere over vores egen opfattelse af planten. Der er jo ikke noget at sige til at man har været fascineret af dens skønhed, og gennem tiden har mennesket fremavlet nogle fantastisk smukke varianter med gode egenskaber.
Lad os bryde med konventionelle forestillinger om rosen, hvordan den dyrkes og åbne sindet for dens mangfoldige og naturlige egenskaber. Jeg tror at tiden er kommet til at vi generelt får en dybere forståelse for hvordan vi sameksisterer med naturen omkring os samt hvordan plante- og dyrelivet også lever i en symbiose, som vi bør understøtte frem for at forsøge at kontrollere.