Der er mange forestillinger om hvad en romantisk rose er. Men intet slår de store volumniøse albaroser, når det kommer til at skabe atmosfæriske haverum.

Albaroser, også kendt som “den hvide rose,” har en lang og fascinerende historie, der strækker sig tilbage til oldtiden. Alba betyder hvid på latin og denne lille rosenfamilie varierer fra hvid til lyserød. Albarosen er blandt de ældste kendte roser i kultiveret havebrug og har formentlig været dyrket lige siden antikkens Rom.
Læs om fordelene ved at dyrke historiske roser
Elegance og råstyrke
Albaroser er en af de absolut nemmeste roser at dyrke og også en af de smukkeste. De er særligt kendetegnet ved at bladene har en mat blålig eller grågrøn tone i modsætning til mange moderne roser, hvis løv oftest er skinnende og læderagtigt.
Albaroser har en busket, naturligt overhængende vækst, og kan plantes som solitære buske, i grupper eller langs stier og hække for at skabe et charmerende og tidløst udtryk. Flere varianter kan også bruges som klatreroser. Deres elegante og enkle skønhed gør dem velegnede til at skabe romantiske og klassiske udtryk i haven.
Læs om fremtidens blomster: enkeltblomstrede, bivenlige roser

En ganske særlig duft
Albaroser er kendt for deres enkle og elegante blomster. De varierer fra åbne blomster med synlige støvdragere til mere fyldte blomster. Nogle har gule eller røde knopper inden udspring, nogle har et grønt øje i midten af blomsten og andre åbner sig med fyldte lyserøde blomster. Fælles for dem alle er deres romantiske udtryk, som leder tankerne tilbage til bedstemors have med store, overdådigt duftende rosenbuske.
Albarosen er en gruppe med sin helt egen særegne duft, som er helt fantastisk frisk og utrolig nuanceret. Rosa Alba ‘Maxima’ og Rosa Alba ‘Semi-Plena’ er nogle af de varianter man bruger til at fremstille den særligt eksklusive hvide rosenolie.

En nem og alsidig rose
Albaroser er uovertruffent nemme at dyrke og særligt kendt for deres robusthed og hårdførhed, hvilket gør dem særligt velegnede til dyrkning i vores nabolande mod nord. Albarosen kræver i udgangspunktet ingen beskæring og meget lidt eller ingen pasning, når først planten er etableret. Mange varianter af albaroser er desuden særdeles skyggetolerante. Fælles for alle roser er, at de ynder rigelig vanding og gødning i vækstperioden, indtil de er veletablerede.
Der findes ikke længere så mange forskellige varianter af albaroserne, da de har måttet vige pladsen for moderne, mere farvestrålende roser. Men Rosa Alba er altså en fantastisk romantisk rose, som har en helt unik udstråling.
Læs om to tornløse, skyggetolerante albaroser her: Rosa Alba ‘Chloris’ og ‘Mme. Plantier’.

