
Store fyldte blomsterhoveder med op imod hundrede blomsterblade i en enkelt blomst. Disse blomster har en imponerende og overdådig udstråling og fungerer som øjeblikkelige blikfang i enhver have. Men den slags blomster er desværre ikke så bivenlige.
Naturlig skønhed
Hvis du ønsker at blive blæst bagover af naturlig skønhed i din have, så bør du se efter blomster med enkle, åbne blomsterhoveder med synlige støvdragere.
Der findes et væld af enkeltblomstrede roser, som faktisk er mindst lige så betagende som de fyldte varianter. Og så bringer de også en række fordele til din have og naturen omkring dig.
Se mine anbefalinger af 5 særprægede roser med bivenlige blomster
Der er mange fordele ved at tilskynde bestøvere til at besøge din have:

- Åbne blomster med synlige støvdragere giver sommerfugle, bier og nyttedyr adgang til nektar og pollen.
- Dine planter vil blive sundere, idet nyttedyr som svirrefluer bliver tiltrukket af åbne blomster og holder bestanden af bladlus nede.
- Dine planter og træer får en bedre blomstring og frugtsætning, hvis der er liv i haven.
- Du vil selv opleve en større forbindelse til naturen omkring dig, når du mærker at naturens skønhed ikke kun er en kulisse at betragte, men en bolig for et væld af liv.
Bevidst havedesign
At vælge blomster med enkle, åbne blomsterhoveder er et valg som fordrer en mere bevidst æstetik i havedesign, og det har vi brug for. Det fremmer nemlig biodiversiteten.
Denne enkle beslutning kan gøre din have til et blomstrende paradis, hvor naturens skønhed udfolder sig. Den livlige summen af bestøvere kan blive en del af dit daglige haveeventyr. Så tag det første skridt mod en mere naturlig have ved at omfavne de enkle glæder ved åbne blomsterhoveder.
Få blomster i hundredvis med disse bivenlige slyngroser

En ny æra
I de kommende år vil vi med al sandsynlighed blive tvunget til at forholde os til det faktum, at naturen omkring os er en livsbetingelse. Det betyder også et opgør med havekulturen, som stadig i dag er kraftigt påvirket af fordums tiders idealer om styret og tæmmet natur, samt store pompøse blomsterhoveder.
Læs om den moderne apotekerhave: en rejse gennem historien og ind i fremtiden
Vi klipper jo ikke kanter, luger ukrudt og køber eksotiske planter for at skade naturen. Men fordi det gør os glade at holde have og se på flotte blomster i de rammer som vi har lært at elske.
Hvis måden vi agerer på i kraft af smag og havekultur, har skadelige bivirkninger for den selvsamme natur, var det så ikke værd at overveje, at der også er andre muligheder? Måske endda muligheder, som kan give os endnu større glæde og en følelse af samhørighed med vores planter og haverum.
Læs hvordan du kan fremme biodiversiteten – uden at gå på kompromis med din egen stil


Hvor stammer moden fra?
Fænomenet med tætfyldte blomsterhoveder blev især fremdyrket i 1800-tallet, i en tid, hvor blomsterne var et symbol på prestige og luksus. Man ønskede at vise, hvad mennesket var i stand til og storblomstrede roser var i høj kurs.