Herunder finder du de bedste råd til beskæring af slyng- og klatreroser. Slyngroser stiller minimale krav, mens klatreroser gerne vil have lidt hjælp.

Slyngroser stiller minimale krav
Slyngroser behøver i grunden ingen beskæring i modsætning til klatreroser, med mindre man ønsker at holde dem lidt i skak. Det kan være fint at studse årligt og beskære kraftigt efter nogle år, da rosen så vil lave ny vækst og på den måde holde sig sund og rask. Dette gøres bedst i det tidlige forår.

Hovedreglen for beskæring af alle roser:
1. Døde
2. Sygdomsramte
3. Beskadigede grene
bør skæres væk løbende for at holde rosen sund og rask.
Se disse bivenlige slyngroser med blomster i kaskader
Klatreroser kræver lidt hjælp
Beskæring af klatreroser bør gøres løbende, hvis man ønsker en stor blomstersætning. Der er heldigvis nogle simple tips, som gør det nemt for enhver at få succes med klatreroser:
Det er samme princip, der gælder for klatreroser, som for espaliering af frugttræer eller vinstokke. Grene som vokser lodret, vil overvejende sætte blomster i toppen, og grene som vokser vandret sætter blomster langs det meste af grenen.
Læs om forskellen på slyng- og klatreroser her
Vandrette grene giver mange blomster
Man ‘træner’ grenene til at vokse vandret ved at bøje og binde dem fast til noget støtte. En hovedgren, som er trænet til at vokse vandret, vil skyde en masse sidegrene fra alle de sovende øjne, og fra alle disse sidegrene vil rosen sætte blomster. Året efter kan sidegrenene så beskæres, for at bevare en tæt blomstring.
“Et sovende øje vågner, når grenen, som det sidder på, bøjes eller beskæres lige over øjet.”
Har man ikke pladsen til at træne sin klatrerose vandret, kan man i stedet klippe rosen i etager. Naturligt vil rosen vokse i højden og sætte en masse blomster i toppen. Ønsker man en tæt blomstring fra top til bund af klatrerosen, må man altså afkorte nogle grene, for at stimulere ny vækst i hele plantens højde.
Læs min trin-for-trin guide til at plante en rose
