Det ligger selvfølgelig i ordet biodiversitet, at det i høj grad handler om forskellighed. Det handler om at tage en bred vifte af initiativer, som alle bidrager til hinanden, hvis man ønsker at fremme en divers natur med stor artsrigdom. Disse 6 hjemmehørende planter har alle særligt gode egenskaber til gavn for insekt- og dyrelivet.
10 simple tiltag til en meget mere biodivers have


Fællesnævneren for disse planter er, at de alle er hjemmehørende arter. Danmarks insekter har tilpasset sig planter som har været på vores breddegrader i tusindvis af år og nogle insekter indgår meget specialiserede symbioser med helt særlige planter.
Brændenælde
En noget udskældt plante, men faktisk en utrolig vigtig bolig for en hel række af sommerfugle. bl.a. Nældens takvinge og dagpåfugleøje lægger deres æg på brændenælden. Desuden er brændenælde slet ikke så skrækkelig en plante, som vi har for vane at tænke. Den brænder lidt, men det går hurtigt over.
Dens friske skud er ret fantastisk i madlavning og så kan planten faktisk ret let bruges til fremstilling af hjemmelavet gødningsvand. Måske skal den ikke vokse midt i køkkenhaven, men hvis du har den voksende i et hjørne af haven, så prøv at se om du kan få øje på sommerfuglelarverne, frem for at slå den ned.
Hindbær
En væsentlig mere værdsat plante, som jeg synes skal med, idet den både er elsket af dyr og mennesker. Mange er nok ikke klar over det, men denne bærbusk er i modsætning til de øvrige kendte bærbuske som ribs, solbær mm., hjemmehørende, og agerer værtsplante for en række insekter. Derudover er det jo en skøn busk, som giver lækre bær om sommeren og et godt stykke ud på efteråret. Et godt eksempel på at biodiversitet og anvendelse godt kan gå hånd i hånd.
Læs om hvorfor man bør have historiske roser i haven
Egetræet

Anses af mange for det ultimative træ i den danske natur. Og med rette. Et gammelt egetræ fungerer som vært for hundreder, hvis ikke tusindvis af insekter, fugle, smådyr og svampe. Plant egetræer som en investering i fremtiden.
Hunderosen
Denne vilde rose har små fine blomster midt på sommeren og aflange hyben, som sidder hele vinteren. Den er levende af bier om sommeren og et vigtigt forråd til fuglene om vinteren. Desuden bliver hunderosen rimelig stor og med tiden kan sådan et rosenkrat være et levested for rigtig mange fugle og smådyr.
Læs om enkeltblomstrede bivenlige roser i mange forskellige farver og størrelser
Blåhat
Blåhat er en meget smuk flerårig urtelignende plante, som vokser vildt i Danmark. Den er dog presset i den vilde natur og det giver rigtig god mening at tage den til sig i haven af flere grunde. Blåhat vokser velvilligt både i tør, mager jord og i almindelig havejord. Den er en livsbetingelse for den særligt kræsne blåhatjordbi og så er dens lange blomstring simpelthen en fornøjelse. Både på grund af dens store skønhed og fordi den er en decideret favoritspise blandt mange insekter.
Læs om disse 4 hjemmehørende, bivenlige planter med historisk værdi

Hjortetrøst
Denne smukke staude bør opleves. Den kan blive ret høj, helt op til et par meter alt efter forholdene, og så er det en sand sommerfuglemagnet. Den blomstrer sidst på sommeren i store rosa skærme og det er en særlig fornøjelse at følge med i, hvordan sommerfuglene flokkes om den.
Læs om den moderne apotekerhave: en rejse gennem historien og ind i fremtiden

