Her får du serveret 4 planter med vidunderlige egenskaber, fascinerende historier og så er de tilmed hjemmehørende planter i den danske natur.

Lægestokrose / Althaea Officinalis
En stærkt undervurderet plante, som næsten ikke er at finde mere i den danske natur. Den har en magnetisk effekt på bier og sommerfugle.
På engelsk ‘Marsh Mallow’ og oprindeligt er roden brugt til skumfiduser og altheabolcher! Det meste af planten kan faktisk indtages. Bladene kan tørres og bruges i urtete, og blomsten kan spises rå. Lægestokrosen har været bredt anvendt igennem tiden, bl.a. I hostesaft.
Planten er i familie med den almindelige og noget grovere stokrose. Det der kendetegner lægestokrosen er at den er mindre, finere og med meget smukke hvid/lilla blomster. Bladene er silkebløde og meget uimodståelige. Lægestokrosen er en virkelig elegant plante, som fortjener mere opmærksomhed.
10 simple tiltag som øger biodiversiteten i haven

Røllike / Achillea Millefolium
Røllike, også kendt som Achillea, har i vores tid haft et dårligt ry og anses af mange stadig som en ukrudtsplante. Måske noget som trænger til genovervejelse.
Planten bærer stolt det latinske navn Achillea, opkaldt efter sagnhelten Achilleus, som ifølge Iliaden bragte røllike med til det store slag om Troja og brugte den til at hele soldaternes sår. Planten har traditionelt været brugt til at stimulere appetitten og lindre fordøjelsesproblemer.
I dag anerkendes den som et naturlægemiddel og kan bl.a. bruges i te. Rølliken trives i solrige omgivelser som grøftekanter og marker, tiltrækker smukke sommerfugle og er en nem plante at dyrke i forskellige forhold, både i direkte sol og halvskygge.

Lægebaldrian / Valeriana Officinalis
Baldrian, med sine store luftige blomsterskærme, lange blomstringsperiode og beroligende duft, skaber en skøn atmosfære og tilføjer højde i bedet.
Lægebaldrian er en af de planter der vokser vildt i den danske natur, som har været anvendt medicinsk gennem tiderne og den bruges stadig i naturmedicin mod uro og søvnløshed. Dens duft har en særlig effekt på katte, som tiltrækkes af planten, ligesom den besøges af bier og sommerfugle.
Læs om den moderne apotekerhave: en rejse gennem historien og ind i fremtiden

Krybende Timian / Thymus Serpyllum
Dette er en skøn plante med en fin, krydret citrusaroma. Timian er mere eller mindre stedsegrøn og kan derfor klippes af og bruges i madlavning året rundt. Den krybende timian er tæppedannende og breder sig hurtigt til et tæt grønt dække. Tidligt på sommeren blomstrer den overdådigt og hele planten dækkes af lilla blomster, som især tiltrækker sommerfugle. En nem og fordringsløs plante med gode egenskaber både i haven, i køkkenet og for insekterne.
Læs om fremtidens blomster: enkeltblomstrede, bivenlige blomster