Mange tror at roser er sarte planter, som stiller en masse høje krav til dig, men måske vil du blive overrasket over, hvad der er fakta og hvad der er fup.

1. Roser stiller urealistisk høje krav
Den gængse opfattelse er nok, at det kræver specialiseret viden om pasning og pleje, hvis man vil have smukke roser i haven. Selvom mange roser sætter pris på lidt opmærksomhed, er de faktisk ikke vanskeligere at have med at gøre, end mange andre blomster. Og der findes en lang række hårdføre, naturligt voksende varianter som stiller meget få eller ingen krav.
Læs her om albarosen: den ægte romantiske rose
2. Alle roser har torne
Mens de fleste roser rigtigt nok har torne, er der faktisk en del varianter, der er stort set eller helt tornløse. Der er roser for enhver smag, også dem der ikke ønsker at håndtere torne.
Læs her om to af de tornløse roser
3. Roser kræver fuld sol
Roser elsker sol, men mange varianter kan også trives i delvis skygge. Derudover findes der også roser, som klarer sig fint på en meget skyggefuld placering. Det er altid en god idé at vælge en variant, der passer til lysforholdene, da det ellers kan gå ud over vækst og blomstring.
Læs her om de skyggetolerante slyngroser

4. Roser kræver en helt særlig beskæring
Historiske roser stiller i princippet ingen krav til beskæring, med mindre du ønsker at fremme en særlig form, eller hvis rosen er blevet for stor. Når det er sagt, er der dog en grad af sandhed i denne myte.
Beskæring af roser kan i princippet gøres når det passer dig, men der er et par tidspunkter der kan være uhensigtsmæssige, hvis du ønsker en flot blomstring. Det er klart, at du går glip af en blomstring, hvis du klipper en gren af, lige inden den skal til at blomstre. Du bør beskære dine roser om foråret, efter den værste frost er ovre, så planten ikke fryser tilbage. Derudover kan du sagtens beskære i løbet af sommeren, hvis du ønsker at forme din plante.

Når du beskærer en rose er grundreglen egentlig ret simpel: kig efter de små “øjne” på grenene og klip lige over det. Så opfordrer du rosen til at skyde en ny gren fra ‘det sovende øje’.
5. Roser kan ikke tåle flis omkring sig
Træflis har fantastiske jordforbedrende egenskaber, da det omsættes og forbedrer jordens struktur med tiden. Desuden holder det på fugten i jorden og fungerer som afdækning mod ukrudt, hvis man ønsker det.
Der findes mange myter om at roser ikke tåler flis, men det er ikke sandt. Det er heller ikke sandt at flis stjæler næring fra jorden. Der er et næringstab i den øverste del af jorden, hvor flis og jord er i kontakt med hinanden, men det er kun som et led i omsætningen af flis og påvirker ikke jorden negativt på den lange bane, tværtimod.
Bliv godt klædt på til at pleje dine roser
6. Roser kræver kemi
Roser er sultne planter, men der er mange organiske metoder til at forbedre jordens næringsstofindhold og fremme sund vækst uden brug af kemikalier. At sprøjte roser for sygdomme, hører også en uddøende havekultur til; løsningen på plantesygdomme og bladlus er faktisk biodiversitet.
Læs om det bæredygtige rosenbed
7. Roser dufter af bedstemor
Mange forbinder måske roser med gammeldags parfume, men det er altså en ærgerlig forenkling. Der findes et væld af forskelligt duftende roser. Nogle dufter sødt og frugtigt, nogle krydret, nogle meget aromatisk, osv. Ikke alle roser har en stærk duft og nogle varianter dufter næsten eller slet ikke.
Læs om damascenerrosen med den bedste duft: de fire årstiders rose

8. Roser skal have bar jord omkring sig
Denne myte er alene udtryk for en havekultur og tradition, som i bund og grund handler om præferencer og æstetik og som går langt tilbage i vores kultur.
“At luge jorden helt fri for “ukrudt” er et kulturelt fænomen og der er intet belæg for at roser mistrives med en form for bunddække eller side om side med andre planter.”
Tværtimod, vil et dække hjælpe til at jorden ikke udtørrer, og alle planter trives bedst i et diverst klima. Diversitet er med til at holde sygdomme for døren og tiltrække nyttedyr og bestøvere.
Læs om 10 gode naboplanter til roser
9. Roser er sarte og modtagelige for sygdomme
Roser er nogle af de mest hårdføre og sejlivede planter. De kan være svære at komme til livs. Men hvis man dyrker sarte varianter af moderne roser frem for de hårdføre historiske roser, i en øde monokultur og bruger kemikalier til at holde ukrudt og skadedyr væk, så er planten selvfølgelig udsat. For så har man isoleret planten fra dens naturlige omgivelser og gjort den afhængig af menneskelig indblanding.
Der findes forædlede varianter af roser, som ikke har fået de bedste gener med sig og derfor er mere modtagelige overfor sygdomme. De vilde roser er næsten ikke til at slå ihjel.
Enkeltblomstrede, bivenlige blomster er fremtiden
10. Roser får bare ben

Det er en myte, som forståeligt nok er opstået fordi mange moderne og engelske roser har en vækst, hvor de på en sæson vokser sig ca. halvanden meter høj og sætter blomster foroven. Mange haveejere er bange for at beskære deres roser af frygt for at skade dem, men det resulterer i dette fænomen. Disse moderne roser, som desværre er de mest solgte, bør hvert år beskæres 20-30 cm over jorden.
Roser kommer i utrolig mange former; klatrende, store og små tætte buske mm., og generelt er de historiske roser kendetegnet ved at have en smuk, naturlig vækst og stille færre krav.
